ITU-T-standarder er standarder udviklet til forskellige optiske fibre, der bruges i telekommunikation. Disse standarder definerer optiske fibres egenskaber og karakteristika for at sikre kompatibilitet, ydeevne og interoperabilitet i telekommunikationsnetværk.
I standarden "ITU-T G.652 Specifikationer for single-mode optisk fiber og kabel" udviklet af International Telecommunication Union Telecommunication Standardization Sector (ITU-T), de geometriske, mekaniske og transmissionsegenskaber af single-mode optisk fiber og kabel med en nul-dispersion bølgelængde omkring 1310 nm er bestemt. Denne type fiber er den mest almindeligt anvendte optiske fiber til langdistance terrestriske applikationer.
Hovedtræk ved single-mode optisk fiber og kabel er, at det oprindeligt var optimeret til brug i 1310 nm bølgelængdeområdet, men i dag kan det også bruges i 1550 nm området. Den seneste opdatering af denne standard har til formål at fortsætte den igangværende kommercielle succes for denne fiber i den udviklende verden af højtydende optiske transmissionssystemer.
I modsætning til multimode optisk fiber udviser single-mode fiber ikke modal spredning. Dette skyldes, at fiberen har et meget lille tværsnit, og kun den første tilstand transmitteres. Derfor er single-mode fibre bedre til at opretholde nøjagtigheden af hver lysimpuls over længere afstande end multimode fibre.
ITU G.652-standarden er den første single-mode fiberstandard designet af ITU-T. Den har gennemgået fire revisioner over tid. Blandt disse bruges G.652.A- og G.652.B-fibre nu sjældent på grund af deres dårlige ydeevne i moderne WDM-applikationer. WDM (bølgelængdemultiplekset) bruges i vid udstrækning i kommunikationssystemer og optiske fiberregistreringssystemer. G.652.C- og G.652.D-fibre har en reduceret vandkam i bølgelængdeområdet mellem 1310 nm og 1550 nm, hvilket understøtter CWDM- transmission (grov bølgelængdemultiplekset ). G.652.D-fiber er den mest aktuelle teknologi og anbefales som den foretrukne fiber til de fleste applikationer, da den ikke kun giver maksimalt investeringsafkast, men også tilbyder den bedste afskærmning ved implementering af single-mode optisk fiber.
Single-mode fibre har generelt en relativt lille kerne (kun et par mikrometer i diameter) og en lille brydningsindeksforskel mellem kernen og beklædningen. Modusradius er typisk et par mikrometer. Der er dog også fibre med stort modeareal, som har et relativt stort modeareal.
Blandt funktionerne ved single-mode fiberoptiske kabler er, at de er en foretrukken mulighed i langdistancekommunikation på grund af deres evne til at opretholde signalkvaliteten over lange afstande (de har lav tabskapacitet). I modsætning til kobberkabler leder fiberoptiske kabler ikke elektricitet og har mindre krydstale, hvilket sikrer, at optiske signaler i en fiber ikke forstyrrer signalerne i tilstødende fibre. Single-mode fibre bruger generelt laserteknologi til signaltransmission, som er velegnet til smalle kernediametre, mens multimode fibre normalt bruger LED'er og er designet til kortere afstande med en bredere kerne.
Single-mode fiberoptiske kabler bruges som backbone-kabler i telekommunikationsnetværk på grund af deres høje båndbreddekapacitet, hvilket muliggør flere samtidige opkald eller datatransmission over en enkelt optisk fiber. Optiske fibre i kabler har et beklædningsmateriale med et lavere brydningsindeks end kernen, hvilket letter total intern refleksion, der minimerer signaltab og bevarer signalintegriteten, hvilket gør dem holdbare og fleksible.
Blandt de talrige test-, måling-, analyse- og evalueringsundersøgelser, som den leverer til virksomheder i forskellige sektorer, leverer vores organisation også testtjenester defineret i standarden "ITU-T G.652 Characteristics of single-mode optical fiber and cable" med dens uddannede og ekspertpersonale og avanceret teknologisk udstyr.
Du kan bede os om at udfylde vores formular for at få en aftale, for at få mere detaljerede oplysninger eller for at anmode om en evaluering.
