BOD, Biologisk iltforbrugsanalyse

Vandmassen indeholder små mængder opløst ilt. Denne ilt er i små mængder, men er afgørende for vandlevende organismer. Biokemisk iltforbrug angiver generelt, hvor meget ilt der er behov for til at nedbryde organisk materiale i vand.

En almindelig sø eller å indeholder små mængder ilt i form af opløst ilt. Selvom mængden af ​​opløst ilt er lille, op til omkring ti iltmolekyler pr. million vand, er det en vigtig bestanddel af naturlige vandmasser. Tilstedeværelsen af ​​tilstrækkelig koncentration af opløst ilt er afgørende for at opretholde vandlevende organismer og den æstetiske kvalitet af vandløb og søer.

Tilstedeværelsen af ​​tilstrækkelige koncentrationer af opløst ilt er afgørende for at opretholde vandlevende organismer og den æstetiske kvalitet af vandløb og søer. At bestemme, hvordan organisk materiale påvirker koncentrationen af ​​opløst ilt i et vandløb eller en sø, er en integreret del af vandkvalitetsforvaltningen. Nedbrydningen af ​​organisk materiale i vand måles som biokemisk eller kemisk iltforbrug. Iltforbrug er et mål for mængden af ​​oxiderbare stoffer i en vandprøve, der kan reducere koncentrationerne af opløst ilt.

Visse miljømæssige stressfaktorer (f.eks. sommertemperaturer) og andre menneskeskabte faktorer (f.eks. overdreven gødningspåføring af et vandområde) kan reducere mængden af ​​opløst ilt i et vandområde, hvilket kan forårsage stress på det lokale vandlevende liv. Et mål for biokemisk iltforbrug er en vandanalyse, der bruges til bedre at forstå effekten af ​​bakterier og andre mikroorganismer på den mængde ilt, de forbruger, når de nedbryder organisk materiale i et aerobt (ilt-tilstedeværende) miljø.

At bestemme, hvordan organisk materiale påvirker koncentrationen af ​​opløst ilt i en å eller sø, er en integreret del af vandkvalitetsforvaltningen. BOD, biologisk iltforbrug, er et mål for den mængde ilt, der kræves for at fjerne organisk affaldsstof fra vand under nedbrydningsprocessen af ​​aerobe bakterier (bakterier, der kun lever i et miljø, der indeholder ilt). Organisk affald stabiliseres eller gøres upåvirkeligt gennem nedbrydning af levende bakterieorganismer, der kræver ilt for at udføre deres arbejde. Biologiske iltforbrugsanalyser anvendes ofte i spildevandsanlæg som et indeks for graden af ​​organisk forurening i vand.

Biologisk iltforbrug er en vigtig parameter for evaluering af vandkvaliteten. Det er relateret til mængden af ​​ilt, der forbruges af aerobe biologiske organismer til at oxidere organiske forbindelser.

Spildevand med biologisk iltforbrug kan forårsage iltsvind i recipienter, hvilket kan føre til døden af ​​nogle organismer. Et højt biologisk iltforbrug fremmer anaerobe processer, men et stort overskud kan føre til bakteriedød.

Biologiske iltforbrugsanalyser efterligner iltforbruget i naturen ved at inkubere en lukket vandprøve ved en kontrolleret temperatur (normalt 5 grader) i en bestemt tidsperiode (normalt 20 dage) og bestemme den mængde ilt, der kræves af passende akvatiske mikroorganismer. Automatiske systemer og analysatorer til måling af biologisk iltforbrug kan anvendes sammen med andre parametre (f.eks. pH-værdi, turbiditet, konduktivitet og alkalinitet).

Kort sagt, når mikroorganismer som bakterier nedbryder organisk materiale under aerobe forhold i vandmasser, forbruger de ilt. Mængden af ​​forbrugt ilt er kendt som biologisk iltforbrug (BOD), men kaldes undertiden også biokemisk iltforbrug. Selvom vand indeholder iltmolekyler, udnyttes dette ikke af vandlevende organismer. I stedet bruger alt liv i vandmasser opløst ilt, som er til stede i små mængder (ca. 10 iltmolekyler pr. million vand).

Ilt kommer primært ind i vandløb gennem atmosfæren, men også gennem udledning af grundvand. Generelt indeholder hurtigtstrømmende vandmasser, såsom floder, mere ilt end stillestående vandmasser, såsom søer og damme. Med andre ord har vand brug for tilstrækkeligt opløst ilt for at være sundt.

Kemisk iltforbrug (COD) er en alternativ metode til at estimere, hvor meget ilt der vil blive forbrugt ved bakteriel nedbrydning af organisk materiale. Testen bruger et stærkt oxidationsmiddel til kemisk at oxidere organisk materiale i en spildevandsprøve under forhold med varme og stærk syre. Tallene fra kemisk iltforbrug (COD) er højere end tallene fra biologisk iltforbrug (BOD) på grund af de involverede processer.

Niveauet af opløst ilt svinger naturligt, men kan påvirkes af intens varme og af gødning og andet organisk materiale, som folk putter i vandet. Organisk materiale nedbrydes i vand af mikroorganismer som bakterier, der forbruger ilt i processen. Når niveauet af organisk materiale stiger, falder niveauet af opløst ilt. Dette har en større indflydelse på stillestående vandmasser end floder. Når der tilkommer varme somre eller perioder med tørke, er det let at se, hvordan forhold med rigelige næringsstoffer hersker i vandmiljøet. Generelt har koldt vand en større kapacitet til at lagre opløst ilt. Det resulterende iltfattige vand skaber et perfekt miljø for algeopblomstringer, som derefter fortæres af bakterier, hvilket fører til yderligere iltsvind, hvilket gør det meget vanskeligt for vandlevende organismer at overleve og får vandmasserne til at dø. Næringsrige udledninger i vandområder er særligt bekymrende.

Biologisk iltforbrug kommer fra organisk materiale, der ender i et vandområde. Nogle af disse meget naturlige miljøprodukter er for eksempel nedfaldne blade og grene, planter, frø, græs, dyreekskrementer og gødning og endda døde dyr. I den moderne verden kommer kilder til biologisk iltforbrug i stigende grad fra menneskelige aktiviteter: gødning, spildevand fra industrielle processer, papiraffald, fødevareforarbejdningsanlæg, dyrefoder, septiktanke, afstrømning af regnvand fra byer og andre former for forurening.

Vores organisation har en stærk stab, der nøje følger udviklingen inden for videnskab og teknologi i verden og konstant forbedrer sig. Blandt de mange test-, måle-, analyse- og evalueringsundersøgelser, der leveres til virksomheder i forskellige sektorer, er der også BOD- og biologisk iltforbrugsanalysetjenester.