ISO 354 Akustik - Måling af lydabsorption i et efterklangskammer

Den Internationale Standardiseringsorganisations (ISO) standard "ISO 354 Akustik - Måling af lydabsorption i et efterklangskammer" beskriver en metode til måling af lydabsorptionskoefficienten for akustiske materialer, der anvendes som væg- eller loftsapplikationer i et efterklangskammer, eller det tilsvarende lydabsorptionsareal for genstande såsom møbler, personer eller rumabsorbenter. Denne metode er ikke beregnet til at måle absorptionsegenskaberne for dårligt dæmpede resonatorer. Resultaterne fra denne metode kan bruges til sammenligningsformål og til designberegninger vedrørende rumakustik og støjkontrol.

Den gennemsnitlige efterklangstid i efterklangskammeret måles med og uden testprøven monteret. Ud fra disse efterklangstider beregnes det ækvivalente lydabsorptionsareal for testprøven ved hjælp af Sabine-ligningen. I tilfælde af en testprøve, der ensartet dækker en overflade (en flad absorber eller en specifik række af testobjekter), opnås den ved at dividere lydabsorptionskoefficienten med det behandlede overfladeareal. Hvis testprøven består af flere identiske objekter, findes det ækvivalente lydabsorptionsareal for et enkelt objekt ved at dividere lydabsorptionsarealet med antallet af objekter.

Sabine-ligningen er en formel, der bruges i akustik til at beregne et rums efterklangstid, den tid det tager for en lyd at aftage med 60 decibel, efter at kilden stopper. Sabine-ligningen er grundlæggende for rumakustik og hjælper med at designe konferencesale, koncertsteder og studier for optimal lydkvalitet. Den er mest præcis for rum med moderat absorption (ikke stærkt reflekterende eller absorberende).

Efterklangskammerets volumen bør være mindst 150 m³. Ved nybyggeri anbefales et volumen på mindst 200 m³ kraftigt. Når rummets volumen er større end cirka 500 m³, er det muligvis ikke muligt at måle absorptionen af ​​højfrekvent lyd nøjagtigt på grund af luftabsorption.

Efterklangskammerets form skal være således, at de i standarden angivne krav er opfyldt. For at opnå en ensartet fordeling af egenfrekvenser, især i lavfrekvensbåndene, bør ingen af ​​rummets dimensioner have et forhold mellem små hele tal. Det efterklangende lydfelt i rummet skal være tilstrækkeligt diffust. Uanset rummets form anvendes der generelt faste eller ophængte diffusorer eller roterende lameller for at opnå tilfredsstillende diffusion. Det ækvivalente lydabsorptionsareal for et tomt rum beregnet i overensstemmelse med denne standard, bestemt i bånd på en tredjedels oktav, bør ikke overstige de værdier, der er angivet i tabellen. Grafen for det ækvivalente lydabsorptionsareal for det tomme rum i forhold til frekvensen skal være en jævn kurve og må ikke indeholde nogen dyk eller toppe, der afviger med mere end 15 procent fra gennemsnittet af værdierne i to tilstødende bånd på en tredjedels oktav.

Testprøven skal have et areal på mellem 10 m² og 12 m². Hvis rummets volumen er større end 200 m², skal den øvre grænse for testprøvens areal øges med en faktor på 2/3. Det valgte areal afhænger af rummets volumen og testprøvens absorptionsevne. Jo større rummet er, desto større skal testområdet være. For prøver med en lav absorptionskoefficient skal det øvre grænseareal vælges.

Testemnet skal være rektangulært med et bredde-længdeforhold på mellem 0,7 og 1. Det skal placeres, så ingen del af det er tættere end 1 m på nogen af ​​rummets kanter. Afstanden skal være mindst 0,75 m. Prøvens kanter bør helst ikke være parallelle med rummets nærmeste kant. Om nødvendigt kan tunge testemner monteres lodret langs rummets vægge, så de hviler direkte på gulvet. I dette tilfælde er minimumsafstandskravet på 0,75 m ikke påkrævet.

Testprøven skal monteres i en af ​​de monteringer, der er specificeret i bilaget til standarden (bilag B), medmindre de relevante specifikationer fra producenten eller anvendelsesdetaljer fra brugeren kræver en anden montering. Målinger af efterklangstiden i et tomt rum skal foretages uden ramme eller sidevægge på testprøven, bortset fra barrieren omkring type J-monteringen.

Rektangulære lydabsorberende puder eller deflektorer til enheder skal installeres i type J-installationen som angivet i bilaget til standarden (bilag B).

Individuelle genstande (f.eks. stole, fritstående skærme eller personer) bør opstilles til test, som de typisk opstilles i praksis. For eksempel bør stole eller fritstående skærme placeres på gulvet, men ikke tættere end 1 m på nogen anden afgrænsning. Rumabsorbenter bør installeres mindst 1 m fra enhver afgrænsning eller rumdiffusor og mindst 1 m fra enhver mikrofon. Kontorskærme bør installeres som individuelle genstande.

En testprøve bør bestå af et tilstrækkeligt antal diskrete objekter (generelt mindst tre) til at give en målbar ændring i rummets ækvivalente lydabsorptionsareal, større end 1 m², men ikke mere end 12 m². Hvis rummets volumen er større end 200 m³, bør disse værdier øges med en faktor på 2/3. Objekter, der normalt behandles som diskrete objekter, bør arrangeres tilfældigt med mindst 2 m mellemrum. Hvis testprøven kun består af én genstand, bør den testes mindst tre steder med mindst 2 m mellemrum, og gennemsnittet af resultaterne beregnes.

Ændringer i temperatur og relativ luftfugtighed under en måling kan have en betydelig indflydelse på den målte efterklangstid, især ved høje frekvenser og lave relative luftfugtigheder. Disse ændringer er kvantitativt beskrevet i ISO 9613-1. Målinger bør udføres i et ubeboet rum og i det rum, der indeholder testprøven, med omtrent de samme temperatur- og relative luftfugtighedsforhold, således at justeringer på grund af luftabsorption ikke afviger væsentligt. I alle tilfælde bør den relative luftfugtighed i kammeret være mindst 30 procent og højst 90 procent, og temperaturen bør være mindst 15 grader Celsius under hele testen. Korrektioner for ændringer i luftabsorption bør anvendes på alle målinger. Testprøven bør have lov til at nå ligevægt med hensyn til temperatur og relativ luftfugtighed i kammeret, før testene udføres.

Denne standard beskriver to metoder til måling af forvrængningskurver: metoden med afbrudt støj og den integrerede impulsresponsmetode. Forvrængningskurven målt ved hjælp af metoden med afbrudt støj er resultatet af en statistisk proces, og for at opnå tilstrækkelig reproducerbarhed er det nødvendigt at gennemsnitsberegne flere forvrængningskurver eller efterklangstider målt ved en mikrofon-/højttalerplacering. Den integrerede impulsrespons i et rum er en præcis funktion og er ikke tilbøjelig til statistisk drift, så gennemsnitsberegning er ikke nødvendig. Det kræver dog mere kompleks instrumentering og databehandling end metoden med afbrudt støj.

Kort sagt er denne standard en vigtig international standard, da den definerer metoden til måling af lydabsorption af materialer i efterklangskammeret.

Vores organisation, som i årevis har støttet virksomheder på tværs af alle sektorer gennem en bred vifte af test-, måle-, analyse- og evalueringsaktiviteter, har et stærkt team af medarbejdere, der nøje følger den globale udvikling inden for videnskab og teknologi og konstant forbedrer sig. I denne sammenhæng leverer vi også testtjenester i overensstemmelse med standarden "ISO 354 Akustik - Måling af lydabsorption i et ekkokammer".