
Mikroplast er syntetiske forbindelser med høj molekylvægt, der er blevet mikroniseret til plastpartikler mindre end 5 mm. Sådanne materialer har en lav bionedbrydningshastighed og forbliver derfor for det meste i miljøet og påvirker den menneskelige krop negativt, som er den endelige forbruger i fødekæden.

De kemiske komponenter i miljømæssig mikroplast er forskellige og omfatter polymerer som polyethylen (PE), polypropylen (PP), polystyren (PS), polyethylenterephthalat, polyvinylchlorid og polyvinylalkohol. Mikroplast kan findes som stykker, film, fibre og skum.
Mennesker udsættes primært for mikroplast gennem brug af forskellige plastikprodukter, f.eks. plastemballagebeholdere, nedbrydende plastmaterialer, fiskenet, tekstiler og produkter til personlig hygiejne samt ved eksponering for malingsspåner, der lækker ud i miljøet (dvs. luft, vand, havvand og jord). Derfor kan mennesker blive udsat for mikroplastik gennem direkte indtagelse, direkte kontakt og indånding.
Mikroplast er allestedsnærværende, og mennesker udsættes for det på en række forskellige måder. Forskellige eksponerings- og toksicitetsvurderinger er nødvendige for at evaluere toksiciteten og de negative virkninger af en sådan eksponering hos mennesker.
Mikroplast er så små, at de er næsten umulige at indsamle, når de først er frigivet i økosystemet. Som følge heraf vedtager lande verden over regler vedrørende primær mikroplast. For eksempel træffer landene i Den Europæiske Union forskellige foranstaltninger for at genbruge plastik, udvikle bionedbrydelig plastik, adskille skadelige stoffer i plastik og forhindre dannelsen af marint affald.
Standarden "ISO 24187 Principper for analyse af mikroplast i miljøet", udgivet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), beskriver de principper, der skal følges ved analyse af mikroplast i forskellige miljømatricer. Disse omfatter brugen af specifikt apparatur til unik partikelstørrelsesklassificering af plast, prøveudtagning, prøveforberedelse og bestemmelse af repræsentative prøvemængder.
Formålet med denne standard er at specificere minimumskrav, indtil specifikke standarder er tilgængelige for forskellige situationer. Dette er vigtigt for at sikre, at udviklingen af specifikke standarder sker på en ensartet måde, og at sammenligning eller korrelation af resultater er mulig. Denne standard indeholder dog ikke krav til overvågningstiltag.
I denne standard gælder følgende definitioner ud over de termer og definitioner, der er angivet i “ISO 472 Plast - Ordforråd”:
Mikroplast er et begreb, der kommer med forskellige fysiske og kemiske egenskaber såsom form, størrelse (interval), polymertype, tilstedeværelse af tilsætningsstoffer, tilstedeværelse af fyldstoffer, nedbrydningsstatus og så videre. Mængden af mikroplast i en given matrix kan måles på forskellige måder, dvs. som antal (partikler) eller masseindhold eller forhold i forhold til prøvemængden.
En skematisk repræsentation af de indbyrdes afhængigheder i mikroplastanalyse er vist i figuren i standarden.
Alle analytiske trin (prøveudtagning, prøveforberedelse, detektion) bør udføres under plastfri eller lavplastiske driftsforhold. Disse omfatter at undgå standardplastprodukter (f.eks. rør, beholdere). Kontaminering, især krydskontaminering, skal forebygges, og brugeren bør undgå at bruge plastikudstyr, når det er muligt. I stedet bør der anvendes alternativer af metal, glas eller keramik. Som en undtagelse og efter at være blevet bevist ved test, kan typer af plastik, der ikke kan detekteres eller evalueres, også anvendes. Det skal også sikres, at personlige værnemidler, såsom laboratoriekitler eller handsker, er lavet af ikke-syntetisk materiale eller materialer, der ikke forstyrrer analyserne. Der bør udføres genfindingstests for hvert analytisk trin.
Hvis det er muligt, bør prøver behandles i laminar flowbokse i laboratoriet eller i renrum, især under processen med at forberede prøverne og bestemme partikelantallet. Det bør afgøres på forhånd, om prøverne skal hygiejniseres. Sterilisering er en standardanbefaling til analyse af tørre prøver fra spildevand, spildevandsslam og organisk affald. Forskellige metoder kan anvendes, men hver har en specifik indvirkning på integriteten af mikroplastpartikler i prøven:
Relevante oplysninger om måleforhold og kontrolprocesser (kvalitetsvurdering og kvalitetskontrol) bør registreres, herunder alle analytiske trin. For generelle kvalitetskontrolforanstaltninger i laboratorier bør ISO/IEC 17025-standarden følges, og for sammenligningstest bør ISO 13528-standarden følges.
Vores organisation har en stærk stab, der nøje følger udviklingen inden for videnskab og teknologi i verden og konstant forbedrer sig. Blandt de mange test-, måle-, analyse- og evalueringsundersøgelser, der leveres til virksomheder i forskellige sektorer, er analysetjenester til mikroplast også inkluderet.
