Faststofindhold i maling refererer til den del af belægningskomponenten, der bliver belægningsfilmen efter belægningsfilmen er tørret. Det udtrykkes som forholdet mellem den resterende masse af belægningen efter opvarmning og brænding ved en bestemt temperatur og prøvens begyndelsesmasse.
Det, der fordamper, efter at belægningen er blevet til en film, er opløsningsmidlet, fortynderen og nogle tilsætningsstoffer i belægningen. Resten er harpiks, pigmenter, fyldstoffer og lignende ikke-flygtige komponenter i malingen. Derfor kaldes tørstofindholdet også indholdet af ikke-flygtige stoffer. Jo højere tørstofindholdet i malingen er, jo større er tykkelsen af den oprindelige film, når den males. Det vil sige, at for at opnå den samme tørre filmtykkelse bruger belægningen med et højere tørstofindhold mindre belægning end belægningen med et lavere tørstofindhold. Når man vælger en malingstype, er det derfor ofte mere økonomisk at vælge en maling med et højt tørstofindhold.
Faststofindholdet i malingen kan bestemme malingens effektive brugshastighed og indholdet af midlet, og også bestemme malingens miljøbeskyttelse. Faststofforhold i maling er et vigtigt præstationsindeks for opløsningsmiddelbaseret maling.
Tørstofindholdet i belægninger måles normalt ved ovnmetoden. Det kan yderligere opdeles i ovnmetode, petriskålmetode og urglasmetode. Forskellige landes detektionsstandarder er lidt forskellige, men de grundlæggende principper er de samme. Den anvendte metode er at opvarme og bage malingen ved en bestemt temperatur og sammenligne mængden af tilbageværende stof efter malingens tørring med prøvens oprindelige masse.
I denne forbindelse overholdes standarden "ISO 3251 Maling og lakker - Bestemmelse af flygtige og ikke-flygtige stoffer" udviklet af International Organization for Standardization (ISO).
Dette dokument specificerer metoden til at bestemme indholdet af ikke-flygtige stoffer i massevis af maling, lakker, maling- og lakbindemidler, polymerdispersioner og kondensationsharpikser såsom phenolharpikser (resoler, novolakopløsninger osv.). Denne standard beskriver en metode, der også er gyldig for formulerede dispersioner, der indeholder fyldstoffer, pigmenter og andre hjælpestoffer (f.eks. fortykningsmidler, filmdannende midler).
Indholdet af ikke-flygtige stoffer i et produkt er ikke en absolut mængde, men afhænger af den temperatur og opvarmningstid, der bruges til bestemmelsen. Som et resultat, når denne metode anvendes, opnås kun relative og uvirkelige værdier for indholdet af ikke-flygtige stoffer på grund af opløsningsmiddelretention, termisk nedbrydning og fordampning af komponenter med lav molekylvægt. Derfor er metoden primært designet til at teste forskellige batches af samme type produkt.
Denne metode er velegnet til syntetiske gummibure, hvis opvarmning i en vis periode anses for passende.
Interne metoder, der bruges til at bestemme ikke-flygtige stoffer, involverer normalt tørring med infrarød eller mikrobølgestråling. Standardisering af sådanne metoder er ikke mulig, fordi de ikke er generelt anvendelige. Mange polymersammensætninger er tilbøjelige til at nedbrydes under en sådan behandling og giver derfor unøjagtige resultater.
I disse tests anvendes almindeligt laboratorieudstyr samt fladbundede beholdere, luftovne, analytiske vægte og ekssikatorer.
Forskellige testmetoder udgivet af American Society for Testing and Materials (ASTM) bruges også til massefraktionen af faste komponenter og volumenfraktionen af faste komponenter:
Blandt de talrige test-, måling-, analyse- og evalueringsundersøgelser, den tilbyder for virksomheder i forskellige sektorer, tilbyder vores organisation også analyser af fast stof i maling med sit uddannede og ekspert personale og avanceret teknologisk udstyr.
Du kan bede os om at udfylde vores formular for at få en aftale, for at få mere detaljerede oplysninger eller for at anmode om en evaluering.
