ISO 19402 Maling og lakker - vedhæftning af belægninger

Standarden "ISO 19402 Malinger og lakker – Adhesion of coatings" udgivet af International Organization for Standardization (ISO) beskriver metoder, der almindeligvis anvendes til at evaluere vedhæftningsstyrken af ​​belægninger på et underlag. Dette kan være en anden belægning under substratet eller selve substratet.

Ofte kan vedhæftningsstyrken ikke vurderes tilstrækkeligt ved en enkelt metode. Rent fysiske metoder, der anvendes til at måle adhæsionsstyrke, er dem, hvor mekaniske størrelser (f.eks. kraft eller vridningsmoment) måles direkte. Alle andre metoder er baseret på evaluering af adfærd under mekanisk belastning i henhold til praktiske forhold. For disse metoder har viskoelastiske egenskaber en bred indflydelse på vurderingen af ​​vedhæftningsstyrken, så de kan kun testes sammenlignende inden for én metode.

Hver metode har sin egen specifikke anvendelse. En forkert metode kan føre til forkerte oplysninger. Alle testmetoder til evaluering af klæbestyrke kræver, at testeren har en vis rutine, især når det kommer til at bestemme skillelinjen. For de fleste testmetoder afhænger testresultaterne blandt andet af filmtykkelsen af ​​den belægning, der skal testes. Derudover kan der for forskellige metoder forekomme forskelle mellem test på en testplade og i praksis på grund af forskellig ruhed af underlaget.

Virkningerne af delaminering forårsaget af vejrforhold eller korrosionseffekter er ikke emnet for denne standard.

Hvis kohæsionssvigt for det meste opstår under en klæbestyrketest, er dette ikke et kriterium for klæbestyrke. Der kan dog oplyses om belægningens beskyttende effekt mod korrosion.

I forbindelse med denne standard gælder følgende definitioner, ud over termerne og definitionerne i ISO 4618:

• Adhæsion er fænomenet adhæsion ved grænsefladen mellem en fast overflade og et andet materiale på grund af molekylære kræfter. Adhæsion er ikke det samme som sammenhængskraft.
• Kohæsion er de kræfter, der binder en film eller belægning til en holistisk enhed.
• Vedhæftningssvigt er adskillelsen af ​​en belægning fra underlaget på grund af eksterne kræfter. Substratet kan være en anden belægning eller arbejdsmateriale nedenunder.
• Kohæsionssvigt er tab af konsistens i en belægning på grund af eksterne kræfter.
• Klæbestyrke er den kraft, der kræves for at adskille en belægning fra et substrat eller anden belægning.
• Vådklæbestyrken er klæbestyrken umiddelbart efter udsættelse for fugt.
• Skillelinjen er grænsefladen, hvor der opstår adhæsionsfejl.
• Fejlmønsteret er totalen af ​​visuelle belægningsfejl, der opstår på grund af klæbestyrketesten.
• Fejlmønsterevaluering er klassificeringen af ​​et fejlmønster ved hjælp af kriterier eller referencemønstre.
• Fejlmønsteranalyse er den kvantitative evaluering af et fejlmønster ved at specificere de relative procenter og delelinjer for områder for adhæsion og kohæsionsfejl.
• Hovedskillelinjen er den skillelinje med det største areal.
• Repeterbarhedsbetingelser er forhold, hvor uafhængige testresultater opnås i korte tidsintervaller ved den samme metode på de samme testgenstande i det samme laboratorium, ved brug af det samme udstyr, af den samme operatør.
• Repeterbarhedsgrænsen er den værdi eller mindre, som den absolutte forskel mellem to testresultater opnået under repeterbarhedsbetingelser forventes at forekomme med 95 procent sandsynlighed.
• Repeterbarhedsbetingelser er betingelser, hvorunder uafhængige testresultater opnås ved den samme metode på de samme testemner i forskellige laboratorier ved brug af forskellige operatører og forskelligt udstyr.
• Repeterbarhedsgrænsen er den værdi eller mindre, som den absolutte forskel mellem to testresultater opnået under repeterbarhedsbetingelser forventes at forekomme med 95 procent sandsynlighed.

Ved udførelse af en træktest påføres en lige så stigende trækkraft på en testcylinder (metalcylinder med en diameter på 20 mm) limet til belægningen og fortsætter, indtil testcylinderen trækkes. Trækstyrke bestemmes ved at beregne den trækkraft, der kræves for at trække testcylinderen og arealet af testcylinderen.

Ved udførelse af bøjningstesten påføres et ensartet stigende vridningsmoment på en testcylinder (en metalcylinder med en diameter på 12 mm eller 15 mm), der er klæbet til belægningen, ved hjælp af et motordrevet testapparat, og som holdes indtil den er bøjet ud. Klæbestyrke (forskydningsstyrke) kan aflæses som forskydningsspænding direkte fra testapparatet.

Ved udførelse af skrælningstest 1 placeres et stof specificeret efter materiale, trådstørrelse og porestørrelse på et nypåført belægningsmateriale. Efter at belægningen er hærdet, griber en træktester fat i det overlappende stof, og belægningen pilles af underlaget på grund af den kontinuerlige trækkraft ved 90 grader. Afrivningsstyrken bestemmes som den kraft, der kræves for at skrælle og med reference til prøveprøvens bredde.

Ved udførelse af skrælningstest 2 pilles belægningen af ​​underlaget under specificerede forhold ved hjælp af et elektrisk drevet testapparat. Kraften, der kræves til skrælning, bestemmes og refererer til skrælningsbredden.

Når der udføres en bøjningstest med en kileformet tilspidset dorn, deformeres testpanelet fra underlagets retning ved at presse det ind i en kileformet tilspidset dorn med den specificerede geometri. Den mindste dornradius, ved hvilken der ikke kan påvises nogen delamineringsfejl i det deformerede område, bestemmes.

Blandt de talrige test-, måling-, analyse- og evalueringsundersøgelser, som den leverer til virksomheder i forskellige sektorer, leverer vores organisation også testtjenester defineret i standarden "ISO 19402 Maling og lakker - Vedhæftning af belægninger" med et uddannet og ekspert personale og avanceret teknologi. udstyr.