EN 12390 Prøvning af hærdet beton

Den europæiske standard “EN 12390 Prøvning af hærdet beton” består af følgende underafsnit, der er offentliggjort under samme titel:

• EN 12390-1 Del 1: Form, dimensioner og andre krav til prøver og forme beskriver form, dimensioner og tolerancer for støbte betonprøver i form af terninger, cylindre og prismer samt de forme, der kræves til at fremstille dem. De tolerancer, der er specificeret i denne standard, er baseret på kravene til styrkeprøvninger, men kan også anvendes på prøvninger af andre egenskaber.

I denne standard gælder følgende definitioner ud over de termer og definitioner, der er angivet i EN ISO 1101:

• Nominel størrelse er den almindeligt anvendte beskrivelse af stikprøvestørrelse.
• Den specificerede størrelse er prøvestørrelsen i millimeter, udvalgt og deklareret fra det interval af nominelle størrelser, der er tilladt af brugeren af ​​denne standard.

Prøver til testning skal udtages i overensstemmelse med EN 12350-1. Prøven skal blandes igen ved hjælp af en genbrugsbeholder eller -bakke og -paddel, inden formene fyldes. Hvis prøverne produceres uden for prøveudtagningsstedet, kan de transporteres til produktionsstedet, forudsat at prøven forbliver dehydreret og kan blandes igen.

• Standarden "EN 12390-3 Del 3: Trykstyrke af prøveemner" beskriver en metode til bestemmelse af trykstyrken af ​​hærdede betonprøveemner. Under prøvning belastes prøverne typisk til brud i en trykprøvningsmaskine, der overholder EN 12390-4. Den maksimale belastning, som prøven kan bære, registreres, og betonens trykstyrke beregnes.
• Standarden "EN 12390-4 Del 4: Trykstyrke - Specifikation for prøvemaskiner" specificerer ydeevnekravene til trykprøvningsmaskiner, der anvendes til måling af betons trykstyrke. Denne standard anses for vigtig af følgende årsager:
  • Giver pålidelige og repeterbare resultater af trykstyrketest.
  • Hjælper med at forhindre fejl forårsaget af maskinforskydning, dårlig kalibrering eller forkert belastning.
  • Understøtter overholdelse af bygningsreglementer og kvalitetssikring i byggeprojekter.
  • Det øger sikkerheden og ydeevnen af ​​betonkonstruktioner ved at sikre korrekt styrkeklassificering.
• Standarden "EN 12390-5 Del 5: Bøjningsstyrke af prøveemner" beskriver en metode til bestemmelse af bøjningsstyrken af ​​hærdede betonprøver. Under testen udsættes prismatiske prøver for et bøjningsmoment ved at påføre en belastning via øvre og nedre cylindre. Den maksimale belastning registreres, og bøjningsstyrken beregnes.
• Standarden "EN 12390-6 Del 6: Trækstyrke af prøveemner" beskriver en metode til bestemmelse af trækstyrken af ​​prøveemner af hærdet beton. Referenceprøver er støbte cylindriske prøver. Kerner med en minimumsdiameter på 75 mm, der overholder kravene i EN 12504-1, kan testes ved hjælp af denne metode. Brugen af ​​kubiske eller prismatiske prøver er beskrevet i standardens bilag (bilag A). I ​​princippet udsættes en cylindrisk prøve for en trykkraft, der påføres et smalt område langs dens længde. Den resulterende ortogonale trækkraft får prøven til at svigte i træk.
• Standarden "EN 12390-7 Del 7: Densitet af hærdet beton" beskriver en metode til bestemmelse af densiteten af ​​hærdet beton. Denne metode gælder for letvægts-, normalvægts- og tungvægtsbeton. Den skelner mellem hærdet beton, når:
  • Som modtaget
  • Mættet med vand
  • Ovntørret

Massen og volumenet af den hærdede betonprøve bestemmes, og densiteten beregnes.

• Standarden "EN 12390-8 Del 8: Vandindtrængningsdybde under tryk" beskriver en metode til bestemmelse af vandindtrængningsdybden under tryk i hærdet beton, der er hærdet med vand. Testen udføres i det væsentlige ved at påføre vand under tryk på overfladen af ​​den hærdede beton. Prøven opdeles derefter, og vandfrontens indtrængningsdybde måles.
• Standarden "EN 12390-9 Del 9: Frost-optøningsbestandighed med afisningssalte - Skalering" beskriver testning af beton for frost-optøningsbestandighed med både vand og natriumkloridopløsning. Denne metode kan bruges til at sammenligne nye komponenter eller nye betonsammensætninger med en komponent eller betonsammensætning, der vides at fungere tilstrækkeligt i det lokale miljø, eller til at evaluere testresultater i forhold til en absolut numerisk værdi baseret på lokale erfaringer.

Ekstrapolering af testresultater for at evaluere forskellige betontyper, dvs. nye komponenter eller nye betonsammensætninger, kræver ekspertvurdering.

I nogle tilfælde er testmetoderne muligvis ikke egnede til testning af specialbetoner, såsom højstyrkebeton eller permeabel beton. I disse tilfælde skal resultaterne fortolkes med forsigtighed. Desuden er testmetoderne i denne standard muligvis ikke i stand til at identificere tilslag, der udsættes for lejlighedsvis eksponering.

Der er ingen etableret korrelation mellem resultaterne opnået med de tre testmetoder. Alle test identificerer tydeligt dårlig og god adfærd, men de adskiller sig i deres vurdering af marginal adfærd. Anvendelse af forskellige acceptgrænser på testresultater muliggør vurdering af forskellige grader af eksponeringssværhedsgrad.

Under testning udsættes pladeprøver skåret fra betonprøver for frost-optøningsangreb i nærvær af et 3 mm dybt lag afioniseret vand eller 3 procent natriumkloridopløsning. Frost-optøningsmodstanden vurderes ved at måle massen, der er fjernet fra testoverfladen efter 56 frost-optøningscyklusser.

• Standarden "EN 12390-10 Del 10: Bestemmelse af betons karbonatiseringsmodstand mod atmosfæriske kuldioxidniveauer" beskriver en metode til bestemmelse af betons karbonatiseringshastighed. Denne standard omfatter en procedure, der anvender et standardiseret klimakontrolleret kammer og placering af prøver i et naturligt eksponeringsområde beskyttet mod direkte regn. Den standardiserede procedure for klimakontrollerede kammer er referencemetoden. Disse procedurer kan anvendes til indledende prøvning af beton, men ikke til fabriksproduktionskontrol.

Under testen opbevares par af bjælker (eller to terninger pr. testalder) taget fra samme betonparti i et klimakontrolleret rum eller naturligt eksponeringsområde som angivet heri. Efter de definerede eksponeringstider brækkes en skive af bjælken, der er ca. 50 mm tyk ved hver testalder, og testes for karbonatiseringsdybde. Hvis der anvendes terninger, brækkes de i halve, og halvdelen af ​​hver terning bruges til at måle karbonatiseringsdybden, den anden halvdel kasseres. Karbonatiseringsdybden måles på tre punkter på hver side af hver bjælke eller terning, hvilket giver en potentiel total på 12 målinger pr. prøve og en potentiel total på 24 målinger for to prøver. Den gennemsnitlige karbonatiseringsdybde for alle målinger beregnes. De resterende bjælker returneres til det klimakontrollerede rum til testning ved andre foruddefinerede aldre. Karbonatiseringshastigheden bestemmes ved hjælp af mindst tre sæt målinger taget efter 3 måneder, 6 måneder og 1 år.

• Standarden "EN 12390-11 Del 11: Bestemmelse af kloridmodstand i beton, ensrettet diffusion" beskriver en metode til bestemmelse af ensrettet, ikke-stationær kloriddiffusion og overfladekoncentration i konditionerede prøver af hærdet beton. Testmetoden muliggør bestemmelse af kloridpenetration ved en specifik alder, for eksempel til rangering af betonkvalitet ved sammenlignende test. Da modstandsdygtighed over for kloridpenetration afhænger af ældning, herunder virkningerne af fortsat hydrering, kan rangeringen også ændre sig med alderen. Testproceduren er ikke anvendelig på beton med overfladebehandlinger såsom silaner og er muligvis ikke anvendelig på beton, der indeholder fibre.
• Standarden "EN 12390-12 Del 12: Bestemmelse af betons karbonatiseringsmodstand - Accelereret karbonatiseringsmetode" beskriver en metode til kvantitativ bestemmelse af betons karbonatiseringsmodstand ved hjælp af testbetingelser, der øger karbonatiseringshastigheden. Efter en forkonditioneringsperiode udføres testen under kontrollerede eksponeringsbetingelser med forhøjede kuldioxidniveauer. Testen, der udføres under referencebetingelser, varer mindst 112 dage, med en minimum prøvealder på 28 dage før hærdning, en minimum forkonditioneringsperiode på 14 dage og en eksponeringsperiode på 70 dage for forhøjede kuldioxidniveauer. Denne procedure er ikke en metode til bestemmelse af karbonatiseringsdybder i eksisterende betonkonstruktioner.
• Standarden "EN 12390-13 Del 13: Bestemmelse af forskydningselasticitetsmodulet under kompression" beskriver en metode til bestemmelse af sekantelasticitetsmodulet under kompression af hærdet beton, der kan støbes eller fjernes fra en konstruktion. Testmetoden muliggør bestemmelse af to sekantelasticitetsmoduler: det indledende modul, målt ved første belastning, og det stabiliserede modul, målt efter tre belastningscyklusser.

Denne standard indeholder to forskellige testmetoder. Metode A er til bestemmelse af både det oprindelige og det stabiliserede modul, og metode B er kun til bestemmelse af det stabiliserede modul.

I princippet belastes et testlegeme under aksial kompression, spændinger og tøjninger registreres, og sekanthældningen af ​​spændings-tøjningskurven bestemmes ved initial belastning (kun metode A) og efter tre belastningscyklusser (metode A og B). Sekanthældningen er kendt som sekantelasticitetsmodulet under kompression. Testlegemer kan støbes eller tages fra en eksisterende struktur.

• Standarden "EN 12390-14 Del 14: Semi-adiabatisk metode til bestemmelse af varmeafgivelse fra beton under hærdningsprocessen under semi-adiabatiske forhold" beskriver en procedure til bestemmelse af varmeafgivelse fra beton under hærdningsprocessen i et laboratorium. Proceduren for feltprøvning er inkluderet i bilag B. Testen er egnet til prøver, hvor den deklarerede værdi af den groveste tilslagsfraktion, der faktisk anvendes i beton, ikke er større end 32 mm. Adiabatisk termodynamik er den proces, hvor der ikke er noget tab eller gevinst af varme eller masse i arbejdsfluidet.
• Standarden "EN 12390-15 Del 15: Adiabatisk metode til bestemmelse af varmeafgivelse under hærdningsprocessen af ​​beton" beskriver en procedure til bestemmelse af varmeafgivelsen fra beton under hærdningsprocessen under adiabatiske forhold. Testen er egnet til prøver, hvor den deklarerede værdi af den groveste tilslagsfraktion, der faktisk anvendes i betonen, ikke er større end 32 mm.

I princippet bestemmer testen den mængde varme, der frigives fra beton under hærdningsprocessen under adiabatiske forhold, med jævne mellemrum umiddelbart efter at prøven er hældt. Testen udføres ved hjælp af et adiabatisk kalorimeter, der er designet til at minimere varmetab fra betonprøven. En friskblandet betonprøve placeres i en form, som derefter indsættes i det adiabatiske kalorimeter, og den hærdede betons indre temperatur måles.

Testen er egnet til beton, der indeholder alle cementtyper specificeret i EN 206-standarden, undtagen hurtigt afhærdende cement.

• Standarden "EN 12390-16 Del 16: Bestemmelse af betonkrympning" beskriver en procedure til bestemmelse af den samlede krympning af betonprøver under tørre forhold. Enhver krympning eller ændringer i længde, der opstår inden for 24 timer, og som kan have betydelig amplitude eller konsekvenser i en fastspændt tilstand, skal muligvis måles ved hjælp af en supplerende procedure, der ikke er inkluderet i denne standard. Oplysninger om en forenklet procedure til bestemmelse af autogent krympning findes i bilag A. Testen er egnet til prøver, hvor den deklarerede værdi af den groveste tilslagsfraktion, der faktisk anvendes i betonen, ikke er større end 32 mm.
• Standarden "EN 12390-17 Del 17: Bestemmelse af krybning af beton under tryk" beskriver proceduren til bestemmelse af krybningen (total krybning, basiskrybning og tørringskrybning) af hærdede betonprøver udsat for konstante langsgående trykbelastninger. Denne metode er egnet til prøver, hvor den deklarerede værdi af den groveste tilslagsfraktion, der faktisk anvendes i betonen, ikke er større end 32 mm. I princippet undergår prøveprøver ændringer i længden, når de udsættes for konstante trykbelastninger under specifikke temperatur- og relative fugtighedsforhold.
• Standarden "EN 12390-18 Del 18: Bestemmelse af kloridmigrationskoefficienten" beskriver proceduren til bestemmelse af kloridmigrationskoefficienten i ustabil tilstand for hærdede betonprøver af en bestemt alder. Testproceduren tager ikke højde for nogen interaktion mellem betonen og saltopløsningen over tid. Testresultatet er en indikator for den undersøgte betons holdbarhed med hensyn til dens modstandsdygtighed over for kloridindtrængning.

Testproceduren kan ikke anvendes på betonprøver med overfladebehandlinger såsom silaner. Hvis tilslaget eller andre indlejrede elementer (såsom metalfibre eller ledende partikler) er elektrisk ledende, vil dette påvirke størrelsen af ​​kloridmigrationen. Denne kendsgerning tages i betragtning ved bestemmelse af tærskelværdier. Hvis tilslaget producerer en forskel i kloridmigrationen på mere end en halv størrelsesorden (enten højere eller lavere), vil det forhindre sammenligninger af kloridmigrationsværdier mellem betoner.

I princippet placeres en beton- eller mørtelprøve mellem en kloridfri og en kloridholdig alkalisk opløsning, og en elektrisk spænding påføres mellem to eksterne elektroder for at dirigere kloridioner ind i betonprøven. Efter en bestemt tid splittes prøven, og indtrængningsdybden af ​​frie kloridioner bestemmes ved hjælp af en passende farveindikatoropløsning. Kloridmigrationskoefficienten beregnes ud fra den målte indtrængningsdybde, størrelsen af ​​den påførte spænding og andre parametre.

• Standarden "EN 12390-19 Del 19: Bestemmelse af elektrisk resistivitet" beskriver to metoder til måling af betons elektriske resistivitet under vandmættede forhold: den volumetriske referencemetode og overflademetoden. Denne standard omfatter proceduren for kalibrering af overflademetoden ved hjælp af den volumetriske referencemetode. Begge metoder giver det samme resistivitetsresultat, forudsat at principperne i den gældende standard overholdes.

Den volumetriske metode kan anvendes på støbte prøver eller kerner, mens overflademetoden er egnet til brug med støbte prøver, kerner og på byggepladser, selvom ikke alle disse anvendelser er dækket af denne standard.

Denne metode kan anvendes på standardbeton, der er dækket af gældende standarder. Den dækker ikke beton, der indeholder metalliske komponenter eller er fremstillet af porøse tilslag. Brugen af ​​resistivitet til at vurdere korrosionspotentialet af armering i eksisterende strukturer er ikke specificeret i denne standard. Brugen af ​​resistivitet til at teste kerner taget fra en eksisterende struktur, der kræver forbehandling ved mætning med vand, er ikke behandlet i denne standard.

• Standarden "EN 12390-20 Del 20: Bestemmelse af porøsitet" beskriver en metode til bestemmelse af porøsiteten (åbne porer) af hærdet beton på prøveemner af enhver type (støbt, savet, kerneformet) eller form. Denne metode er egnet til prøver, hvor den deklarerede værdi af den groveste tilslagsfraktion, der faktisk anvendes i betonen, ikke er større end 40 mm. Testmetoden kan ikke anvendes på beton, der indeholder lettilslag.

Vores organisation, som i årevis har støttet virksomheder på tværs af alle sektorer gennem en bred vifte af test-, måle-, analyse- og evalueringsaktiviteter, har et stærkt team af medarbejdere, der nøje følger den globale udvikling inden for videnskab og teknologi og konstant forbedrer sig. I denne sammenhæng leverer vi også testtjenester i overensstemmelse med standarden EN 12390 "Testning af hærdet beton".