EN 1363 Brandmodstandstest

Den europæiske standard "EN 1363 Brandmodstandsprøvning" består af følgende underafsnit, der er offentliggjort under samme titel:

• Standarden “EN 1363-1 Del 1: Generelle krav” beskriver de generelle principper for bestemmelse af brandmodstandsevnen for forskellige bygningselementer, når de udsættes for brandforhold. Alternative og yderligere procedurer til at opfylde specifikke krav er inkluderet i standarden EN 1363-2.

Princippet i alle europæiske standarder vedrørende brandmodstandsprøvning er, at når aspekter og procedurer i en test er fælles for alle specifikke testmetoder (f.eks. temperatur/tidskurve), er de specificeret i den pågældende testmetode. Hvis et generelt princip er fælles for mange specifikke testmetoder, men detaljerne varierer afhængigt af det element, der testes (f.eks. måling af temperaturen på den ikke-eksponerede overflade), er princippet angivet i dette dokument, men detaljerne er angivet i den specifikke testmetode. Hvis nogle aspekter af testen er specifikke for en bestemt testmetode (f.eks. luftlækagetest for brandspjæld), er der ingen detaljer angivet i dette dokument.

De opnåede testresultater kan anvendes direkte på andre lignende elementer eller variationer af det element, der testes. Omfanget af tilladelsen til denne anvendelse afhænger af testresultatets direkte anvendelsesområde. Dette begrænses af regler, der begrænser afvigelser fra den testede prøve uden yderligere evaluering. Reglerne for bestemmelse af tilladte afvigelser er angivet for hver specifik testmetode.

Afvigelser ud over dem, der er tilladt ved direkte anvendelse, behandles under den udvidede anvendelse af testresultater. Dette er resultatet af en dybdegående undersøgelse af et bestemt produkts design og ydeevne gennem prøvning foretaget af en anerkendt myndighed. Yderligere oplysninger om direkte og udvidet anvendelse findes i standardbilag (bilag A).

Den periode, hvor det testede element opfylder bestemte kriterier, enten direkte eller som ændret af dets udvidede anvendelsesområde, vil muliggøre yderligere klassificering.

Alle værdier angivet i denne standard er nominelle, medmindre andet er angivet.

Hovedformålet med EN 1363-1-standarden er at etablere en ensartet og pålidelig metode til at evaluere, hvordan strukturelle elementer opfører sig, når de udsættes for brand. Denne standard fastsætter:

• Testene udføres ensartet på tværs af laboratorier.
• Resultaterne er sammenlignelige på tværs af forskellige lande.
• Brandsikkerhed måles under standardiserede forhold.

EN 1363-1-standarden tester ikke et specifikt produkt. I stedet definerer den en generel ramme, der anvendes i forbindelse med andre brandprøvningsstandarder. Denne standard gælder for:

• Vægge og skillevægge
• Gulve og lofter
• Døre og skodder
• Strukturelementer (bjælker, søjler)
• Brandsikringssystemer

Testen bruger et kontrolleret temperatur-tid-forhold, kendt som standardbrandkurven, som simulerer et reelt brandscenarie:

• Temperaturen stiger hurtigt (til cirka 1000 grader).
• Prøverne udsættes for en ovn.
• Præstationskriterier

Tre hovedkriterier evalueres under testen:

• Integritet: Evnen til at forhindre passage af flammer og varme gasser.
• Isolering: Evnen til at begrænse temperaturstigningen på den ueksponerede side.
• Bæreevne: Evnen til at opretholde strukturel stabilitet under brand.
• Standarden "EN 1363-2 Del 2: Alternative og yderligere procedurer" beskriver alternative opvarmningsforhold og andre procedurer, der kan være nødvendige i specifikke situationer. Denne standard bør læses i sammenhæng med EN 1363-1. Detaljer om alternative kulbrinte-, langsom opvarmnings- og ekstern brandeksponeringskurver, samt yderligere pulsprøvning og strålingsmålingsprocedurer er inkluderet i denne standard.

Hovedformålet med EN 1363-2-standarden er at give fleksibilitet i brandprøvning på følgende måder:

• Simulering af forskellige typer brande (ikke kun standardbrandkurven)
• Vurdering af specifikke risici såsom slibning eller langsomt opvarmende brande.
• Tilvejebringelse af yderligere procedurer for specialiserede strukturelle elementer.

Med hensyn til brandpåvirkning bruger EN 1363-1 en standard brandkurve, mens EN 1363-2 bruger alternative brandkurver. Med hensyn til omfang er EN 1363-1 baseret på generelle regler, mens EN 1363-2 er baseret på avancerede/specifikke forhold. Med hensyn til fleksibilitet udviser EN 1363-1 begrænset fleksibilitet, mens EN 1363-2 udviser høj fleksibilitet. I bund og grund er EN 1363-2 en udvidelse af EN 1363-1.

Testmetoderne beskrevet i EN 1363-2-standarden er som følger:

• Kulbrintebrandkurve: Repræsenterer hurtige brande med høj temperatur. Almindeligt anvendt i petrokemiske anlæg, tunneler og offshore-platforme. Temperaturen stiger meget hurtigere end ved almindelige brande (kan hurtigt overstige 1000 grader).
• Ekstern brandeksponeringskurve: Simulerer brandeksponering fra en bygnings yderside. Anvendes på ydervægge og facader.
• Langsomt opvarmende brand (ulmende brand): Repræsenterer brande med dårlig ventilation og en langsom temperaturstigning. Områder, hvor det er vigtigt, er isolerede paneler og opbevaringsområder.

Ligesom EN 1363-1-standarden evaluerer denne standard også følgende:

• Integritet: Ingen flammeoverførsel.
• Isolering: Temperaturkontrol
• Belastningsevne: Strukturel stabilitet

Disse er dog blevet testet under forskellige brandforhold.

• Standarden "EN 1363-3 Del 3: Verifikation af ovns ydeevne" beskriver proceduren for verifikation af de termiske og trykmæssige egenskaber for brandsikre ovne, der anvendes til test af separationselementer. Proceduren bør anvendes på nye ovne, når ovnforingen fornyes (mindst 30 % af foringen udskiftes), når ovnen renoveres, eller hvert andet år, alt efter hvad der indtræffer først. Oplysninger om yderligere målinger findes i standardbilaget (bilag A).

Hovedformålet med EN 1363-3-standarden er at bekræfte, at brandprøveovne verificerer følgende:

• Den skal følge de nødvendige temperatur-tid-kurver.
• Sikring af jævn varmepåvirkning
• Det producerer gentagelige og sammenlignelige resultater.

Uden denne verifikation er resultaterne af brandmodstandstesten muligvis ikke pålidelige.

Det grundlæggende koncept er ovnkalibrering. Brandmodstandsprøvninger afhænger i høj grad af ovnens nøjagtighed. Denne standard indeholder procedurer til at verificere følgende:

• Temperaturnøjagtighed: Sikrer, at ovnen overholder standardbrandkurven. Termoelementer skal aflæses nøjagtigt.
• Temperaturhomogenitet: Varmefordelingen skal være ensartet i hele ovnen. Dette forhindrer ujævn eksponering af testprøverne.
• Trykforhold: Ovntrykket skal simulere reelle brandforhold. Det styrer bevægelsen af ​​flammer og varme gasser.
• Reproducerbarhed: Resultaterne skal være ensartede på tværs af flere tests.

Testmetoderne beskrevet i EN 1363-3-standarden er som følger:

• Pladetermometermetode: Et centralt træk ved denne standard er brugen af ​​følgende:
• Pladetermometer
• Den måler varmestrømmen mere præcist end standardtermoelementer.
• Den simulerer varmeoverførsel til virkelige bygningselementer.
• Bekræftelsesproces:
• Måleinstrumenterne er placeret inde i ovnen.
• Ovnen drives i henhold til standard brandkurven.
• De målte værdier sammenlignes med de krævede grænseværdier.
• Hvis der opstår afvigelser, justeres ovnen.
• Standarden “EN 1363-4 Del 4: Specifikke krav til vertikale ovne” beskriver metoden til bestemmelse af brandmodstanden af ​​facadesystemer og perimetertætninger. Den undersøger brandmodstanden af ​​følgende mod intern og ekstern brandpåvirkning:
• Et spandrelpanel, hvilket betyder, at det har en nedadgående fremspring, en opadgående fremspring eller en kombination deraf.
• Perimeterforsegling.
• Forbindelsen af ​​rammesystemet (forankringen), der bruges til at fastgøre facadesystemet til gulvelementet.
• Eller kombinationer deraf.

Resultaterne af test udført i henhold til denne standard danner grundlag for klassificeringen af ​​type A facadesystemer. For type B facadesystemer kan resultaterne bruges til at bestemme brandmodstanden af ​​dele af facadesystemer, der tidligere er testet i henhold til EN 1364-3-standarden, og til at udvide deres anvendelsesområde. Til den tilsigtede EW-klassificering og hjørne-/polygonprøver bør EN 1364-3-standarden anvendes.

Denne standard dækker ikke dobbeltvæggede facader, beklædningssystemer eller ventilerede facadesystemer i ydervægge. Denne standard omhandler ikke brandresponsegenskaber for forskydningsvægge. Denne standard er beregnet til at blive læst i sammenhæng med standarderne EN 1363-1 og EN 1363-2, samt EN 1364-3 for type B forskydningsvægge.

Hovedformålene med EN 1363-4-standarden er som følger:

• Definition af tekniske krav til vertikale brandprøvningsovne.
• For at sikre ensartet varmeeksponering for vertikalt placerede prøver.
• For at understøtte nøjagtige og gentagelige brandmodstandstest.

Denne standard gælder især for vertikale ovne, der anvendes til prøvning af strukturelle elementer såsom:

• Vægge og skillevægge
• Branddøre og skodder
• Glassystemer
• Facadeelementer

Disse elementer er monteret lodret og simulerer dermed virkelige bygningsforhold.

Denne standard fokuserer specifikt på konfiguration og ydeevne af vertikale ovne.

I mange år har vores organisation, med sit kompetente og erfarne personale, forstået sine kunders behov, leveret de avancerede testtjenester, de har brug for, og hjulpet dem med etablering, implementering og forbedring af ledelsessystemer. Inden for denne ramme leverer vi også testtjenester i overensstemmelse med EN 1363-standarden.