Standarden “ISO 5658 Reaktion på brandprøvning - Flammespredning” udgivet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) består af følgende underafsnit udgivet under samme titel:
Flammespredningstest er designet til at måle forbrændingsprocessen (flammende, strålings- eller overophedet) uden for den zone, der opvarmes af antændelseskilden, og hjælper derfor med at forstå, hvordan en brand spreder sig fra dens oprindelige centrum. Dette koncept relaterer sig til flammespredning inden for det rum eller kammer, hvor ilden opstår (dvs. brandens start-/antændelsespunkt/område).
Flammespredningstest varierer betydeligt i de betingelser, der er specificeret til karakterisering af flammespredningsprocessen. Disse betingelser omfatter:
Overfladers brandbarhed er et primært fokus i mange regler. For eksempel er primære rumoverflader i bygninger brandfarlige beklædninger, der anvendes på vægge eller lofter, samt gulvbelægninger. Lignende flammespredningseffekter kan også forekomme på overflader af transportmidler (såsom skibe, tog, fly og busser). For at forstå rollen af laboratorietest i vurderingen af denne fare, skal de dominerende brandeffekter ses i kontekst.
Loftet kan have en meget hurtig brandspredning og bidrager betydeligt til brandfaren. For at minimere brandfaren bør de mindst brandfarlige materialer generelt installeres i loftet. Der er ingen universel konsensus om dette punkt, og nogle undersøgelser har konkluderet det modsatte. I næsten alle brandscenarier er flammespredning langs loftet vindassisteret, hvilket betyder, at luftstrøm og flammespredning er i samme retning.
I almindelige brandscenarier er flammespredningen i vægge opadgående (vinddrevet) nær brandkilden. I andre dele af væggene er flammespredningen nedadgående (modstrøms), fordi den medrevne luft bevæger sig opad mod flammens bevægelsesretning. En stor del af væggen kan dog antændes direkte ved at blive nedsænket i laget af varme gasser, der dannes under loftet. Denne antændelse involverer slet ikke flammespredning, men loftets antændelsesevne accelererer den direkte.
Flammespredning på gulve i et rum er generelt meget begrænset indtil de senere stadier af en brand. Flammespredning på gulve i korridorer kan dog være en betydelig bekymring. Denne flammespredning skyldes ofte en rumbrand, der rammer en tilstødende korridor og antænder gulvet. En korridor har typisk en dominerende luftstrømningsretning. Flammespredning kan derefter fortsætte i en vinddrevet eller modvindsretning. Ofte kan flammespredning i begge retninger forekomme samtidigt i korridorbelægningsmaterialer.
I princippet kræves der to forskellige laboratorietestmetoder for at repræsentere de to fundamentalt forskellige flammeudbredelsesprocesser: vindassisteret udbredelse og modstrømsudbredelse. Flammespredningshastighederne i disse to processer er ikke ens. Vindassisteret udbredelse har en tendens til at være meget hurtigere, fordi der kan være en stor mængde ren brandbar flammespids, mens opvarmningen af materialet i modstrømsretningen er begrænset til en meget lille opvarmningszone. Forskning har dog vist, at en test, der udelukkende er dedikeret til at undersøge vindassisteret udbredelse, ikke er nødvendig.
Både teori og erfaring tyder på, at vindassisteret flammespredning generelt kan forudsiges direkte efter bestemmelse af varmeafgivelseshastigheden og prøvens antændelsesadfærd. Disse udføres på en standardskala ved hjælp af ISO 5660-standardmetoden for varmeafgivelseshastighed og ISO 5660-1- eller ISO 5657-standarderne for antændelsesevne.
Denne standard gælder for måling og karakterisering af egenskaberne ved materialer, produkter eller samlinger, der udsættes for strålevarme i nærvær af en pilotflamme under kontrollerede laboratorieforhold. Den bør ikke anvendes alene til at karakterisere eller vurdere brandfaren eller brandrisikoen ved materialer, produkter eller samlinger under faktiske brandforhold.
I princippet består testmetoden af at udsætte konditionerede prøver for et veldefineret strålevarmefluxfelt og måle antændelsestiden, den laterale flammespredning og den endelige slukning. En testprøve placeres i en lodret position ved siden af et gasfyret strålepanel, hvor den udsættes for et defineret strålevarmefluxfelt. En pilotflamme placeres nær, men generelt ikke i berøring med, den varmere ende af prøven for at antænde flygtige gasser, der udgår fra overfladen.
Efter antændelse noteres eventuelle flammefronter, der udvikles, og der registreres den tid, det tager for flammefronten at bevæge sig forskellige afstande vandret langs prøvens længde. Resultaterne udtrykkes som flammeudbredelsesafstand versus tid, flammefronthastighed versus varmestrøm, kritisk varmestrøm ved slukning og gennemsnitlig varme til vedvarende forbrænding.
Denne standard leverer data, der er egnede til sammenligning af ydeevnen af materialer, kompositter eller samlinger, der anvendes som eksponerede overflader på vægge eller andre vertikalt orienterede produkter i byggeri. Nogle produkter med profilerede overflader kan også testes med en modificeret procedure, der repræsenterer produktets slutbrugsforhold.
Opadgående flammespredning er ikke begrænset til lodrette overflader. Det er anerkendt, at en sofistikeret form for opadgående, vinddrevet flammespredning også kan forekomme på overflader i en vinkel på mere end 20 grader fra vandret uden ekstern ventilation. Denne type flammespredning kan forekomme på både plane, skrånende overflader og trinvise overflader såsom trapper. I disse tilfælde kan flammespredningen blive meget hurtig og forårsage alvorlige problemer med flugtveje såsom trapper. Ved evaluering af trinvise eller skrånende overfladematerialer kan det være mere passende at bruge en lodret flammespredningstest i stedet for en test, hvor prøven er vandret.
Denne standard gælder for måling og karakterisering af egenskaberne ved materialer, produkter, kompositter eller samlinger som reaktion på strålingsvarme i nærvær af ikke-kolliderende pilotflammer under kontrollerede laboratorieforhold. Varmekilden kan betragtes som en enkelt brændende genstand, såsom en skraldespand eller en polstret stol, i et kabinet, og dette scenarie anses generelt for at være gyldigt i de tidlige udviklingsstadier af en brand.
Denne standard bør ikke anvendes alene til at beskrive eller evaluere brandfaren eller brandrisikoen for materialer, produkter, kompositter eller samlinger under faktiske brandforhold.
I princippet består testmetoden af at udsætte konditionerede, vertikalt orienterede prøver for et enkelt, veldefineret felt af strålevarmestrøm og måle antændelsestiden, flammens vertikale spredning og, hvor det er relevant, observere andre effekter af brandspredning, såsom flammedråber eller -sprøjt og lateral spredning. En testprøve placeres i en vertikal position ved siden af et gasfyret strålepanel, der udsætter sin underside for et defineret felt af strålevarmestrøm. En ikke-kolliderende linjepilotbrænder placeres over prøvens strålingsområde for at antænde de flygtige gasser, der udgår fra overfladen.
Efter antændelse noteres og registreres enhver flammefront, der udvikler sig, i forhold til den tid, det tager for flammefronten at udbrede sig lodret gennem prøvens højde og tilbagelægge forskellige afstande. Resultaterne udtrykkes som antændelsestid og flammespredningsafstand, udtrykt over tid. Massetab, varmeafgivelse og røgdata kan også måles om nødvendigt.
Vores organisation, som i årevis har støttet virksomheder på tværs af alle sektorer gennem en bred vifte af test-, måle-, analyse- og evalueringsaktiviteter, har et stærkt team af medarbejdere, der nøje følger den globale udvikling inden for videnskab og teknologi og konstant forbedrer sig. I denne sammenhæng leverer vi også testtjenester til virksomheder i overensstemmelse med ISO 5658-standarden "Reaktion på brandtest - Flammespredning".
Du kan bede os om at udfylde vores formular for at få en aftale, for at få mere detaljerede oplysninger eller for at anmode om en evaluering.
