Standarden "ASTM D1505-10 Standard testmetode for densitet af plast ved densitetsgradientteknik" udgivet af American Society for Testing and Materials (ASTM) beskriver en testmetode til bestemmelse af densiteten af fast plast. Denne testmetode er baseret på at observere det niveau, ved hvilket en testprøve synker i en væskesøjle, der viser en tæthedsgradient sammenlignet med kendte densitetsstandarder. Denne testmetode svarer til "ISO 1183-2 Plastics - Methods for determining the density of non-cellular plastics - Part 2: Density gradient column method" udviklet af International Standards Organization (ISO). Denne ISO-standard definerer også en gradientsøjlemetode til bestemmelse af tætheden af ikke-cellulært støbt eller ekstruderet plast eller pellets i hulrumsfri form. Densitetsgradientkolonner er kolonner, der indeholder en blanding af to væsker, tætheden i kolonnen øges jævnt fra top til bund.
Ifølge ASTM D1505-10-standarden er tætheden af et fast stof en let målelig egenskab, der ofte er nyttig som et middel til at spore fysiske ændringer i en prøve, demonstrere og identificere ensartethed mellem prøver. Den beskrevne testmetode er designet til at give resultater nøjagtige til bedre end 0,05 procent. Når 0,05 procent eller bedre nøjagtighed ønskes, skal gradientrøret konfigureres, så lodrette afstande på 1 mm repræsenterer tæthedsforskelle på højst 0,0001 g/cm3. Søjlens følsomhed er da 0,0001 g/cm3 mm. Når mindre følsomhed er påkrævet, skal gradientrøret konfigureres til den påkrævede følsomhed.
Udstyret, der bruges i disse tests inkluderer:
Prøveprøven skal bestå af et stykke af det materiale, der testes. Stykket skal skæres til en passende form for nem identifikation, men skal have dimensioner, der giver mulighed for den mest nøjagtige positionsmåling af volumencentret af den suspenderede prøve. Ved udskæring af prøver skal der udvises forsigtighed for at undgå densitetsændring på grund af trykspænding. Ligevægtspositionerne af filmprøver i tykkelsesområdet 0,025 til 0,051 mm kan påvirkes af grænsefladespændingen. Hvis der er mistanke om denne effekt, skal film med en tykkelse på mindst 0,127 mm testes. Prøven skal være fri for urenheder og hulrum og må ikke have hulrum eller overfladetræk, der kan forårsage, at bobler bliver fanget.
Glasflydere fremstilles ved en hvilken som helst egnet metode, således at de er fuldstændigt udglødede, tilnærmelsesvis sfæriske, har en maksimal diameter på mindre end en fjerdedel af søjlens indre diameter og ikke forstyrrer testprøverne. En opløsning (400 til 600 ml) af væskerne, der skal bruges i gradientrøret, fremstilles, så opløsningens densitet er omtrent lig med den laveste ønskede densitet. Mens flyderne er ved stuetemperatur, frigives de langsomt til opløsningen. Bøjer, der synker for langsomt, beholdes, og de, der synker for hurtigt, kasseres eller gemmes til et andet rør. Hvis det er nødvendigt for at opnå en passende flydeafstand, slibes udvalgte flydere til den ønskede tæthed ved at gnide hovedet af flyderen på en glasplade, hvorpå der er spredt en tynd opslæmning af 400 eller 500 mesh siliciumcarbid eller andet passende slibemiddel. Fremskridt bør overvåges ved at droppe flyderen i testopløsningen med intervaller og notere ændringen i synkehastighed.
Testprøver, hvor densitetsændringen under konditionering er større end den nøjagtighed, der kræves til massefyldebestemmelse, bør konditioneres før prøvning i overensstemmelse med den metode, der er anført i den gældende ASTM-materialespecifikation.
Blandt de talrige test-, måling-, analyse- og evalueringsundersøgelser, den leverer til virksomheder i forskellige sektorer, leverer vores organisation med sit uddannede og ekspert personale og avanceret teknologisk udstyr også testtjenester defineret i standarden "ASTM D1505-10 Standard testmetode for densitet af plast med tæthedsgradientteknik".
Du kan bede os om at udfylde vores formular for at få en aftale, for at få mere detaljerede oplysninger eller for at anmode om en evaluering.
