
Standarden "EN ISO 18314 Analytisk farvemåling", udviklet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) og senere udgivet som en europæisk standard inden for rammerne af harmoniseringsindsatsen, består af følgende underafsnit udgivet under samme titel:

Disse tests anvender et spektrofotometer. Målinger bør fortrinsvis udføres ved hjælp af spektrofotometre. Det spektrale måleområde bør være mindst mellem 400 nm og 700 nm. Den spektrale trinbredde og optiske båndbredde bør være maksimalt 20 nm (helst mellem 5 nm og 10 nm). Et tristimulus-kolorimeter anvendes også i testene. Disse kan bruges til applikationer, der ikke kræver overvågning af metamerisme.
Denne standard specificerer en praktisk metode til bestemmelse af farvekoordinaterne for en malingsfilm ved hjælp af instrumentel farvemåling. Den gælder især for malingsfilm, der fremstår ensartet monokromatiske (ensfarvede) set med normalt menneskeligt syn. Den dækker målinger af uigennemsigtige systemer, herunder tilfælde, hvor malingsfilmen ikke fuldstændigt dækker et uigennemsigtigt substrat (selvom den stadig anses for effektivt uigennemsigtig under måleproceduren).
Denne metode kan ikke anvendes på mere komplekse eller specialiserede malingsfilmtyper, herunder:
Disse kræver forskellige tilgange på grund af deres optiske adfærd (f.eks. lysudbredelse, transmission eller metalliske effekter).
Ved beregning af farvemålinger er det nødvendigt at tage højde for overfladefænomener for at opnå gyldige resultater. Formlerne er udledt under antagelse af en ideel overflade, et perfekt uigennemsigtigt lag og perfekt diffust lysspredning i prøven. Enhver afvigelse fra disse antagelser fører til en evaluering af beregningernes anvendelighed.
Kubelka-Munk-teorien beskriver refleksionen af et pigmenteret lag ved hjælp af to konstanter: absorption og spredning. Den er baseret på følgende antagelser:
Denne standard går ud over grundlæggende instrumentmåling (EN ISO 18314-1) ved at tilbyde avancerede, beregningsmæssige metoder til farveevaluering i malinger, pigmenter og belægninger. Den definerer præcise beregningsprocedurer til korrektion og fortolkning af reflektansdata fra malingsfilm og pigmentsystemer. Ved hjælp af klassiske teorier inden for pigmentoptik fokuserer den på uigennemsigtige og transparente lag.
De nævnte nøgleelementer er følgende:
Indekserne beskrevet i denne standard er som følger:
Denne standard specificerer metoder til beregning af proprietære indekser, der giver en enkelt numerisk værdi til at beskrive den opfattede farvekvalitet af næsten monokromatiske prøver (f.eks. dybe sorte, intense røde eller rene hvide). Disse indekser går ud over standard CIELAB-koordinater og fokuserer på specifikke egenskaber såsom lysstyrke eller mørke, ofte inklusive subtil kromaticitet eller toneeffekter. De gælder for:
Disse metoder er især nyttige, når der er behov for et simpelt, fortolkeligt tal til kvalitetskontrol eller specifikation, snarere end flerdimensionelle farveforskelle.
Denne standard dækker fænomenet metameri på grund af lysvariationer, hvilket er af afgørende betydning i praktisk anvendelse. Den giver anbefalinger til, hvilke korrigerende foranstaltninger der skal træffes, når de kromatiske koordinater for et par prøver ikke stemmer nøjagtigt overens under referenceforhold. I forbindelse med farvegengivelse bruges metameriindekset som et kvalitetsmål til at bestemme tolerancer for farveforskelle mellem en farveprøve og en farvematch under forskellige lysforhold.
Kvantificering af belysningsmetamerismen af prøvepar udføres formelt med en farveforskelsvurdering, hvor tolerancer, der almindeligvis anvendes til evaluering af farveforskelle, kan anvendes.
Denne standard specificerer en formalisme (standardiseret beregningsmetode) til bestemmelse af luminescensmetamerismeindekset (luminescensudvekslingsmetamerisme) mellem par af farveprøver på faste overflader.
Metamerisme opstår, når to farver synes at matche (eller være meget ens) under én lyskilde/illuminator, men adskiller sig markant under en anden lyskilde/illuminator.
Temel-øjeblikke:
Disse kriterier forbedrer nøjagtigheden for små farveforskelle, hvor den traditionelle CIELAB-farveforskel kan være opfattelsesmæssigt mindre ensartet (især i neutrale, mørke eller mættede områder).
Denne standard gælder for evaluering af pigmenter, farvestoffer og fyldstoffer i belægninger, plast og trykapplikationer, der vurderes parvis for farveoverensstemmelse og kun har mindre, mærkbare farveforskelle.
For at bestemme subtile farveforskelle mellem objektfarver i henhold til lige store farverum, bør en af de tre procedurer beskrevet i bilagene anvendes. Tre foreslåede metrikker til kvantitativ bestemmelse af subtile farveforskelle i uoplyste farver er beskrevet i disse bilag til din orientering. Den beregningsmetrik, der anvendes til farveforskellen, bør angives i testrapporten.
Når formlerne beskrevet i bilagene anvendes til store farveforskelle (større end ca. 10 CIELAB-enheder), bør man forvente større uoverensstemmelser mellem beregnede farveforskelle og visuelle vurderinger. Dette skyldes den ikke-lineære sammenhæng mellem små og store farveforskelle. Hvis det er hensigten at anvende formler inden for dette interval, bør det udtrykkeligt aftales mellem de relevante parter.
Denne standard definerer standardiserede procedurer og krav til testrapportering ved beregning og rapportering af subtile farveforskelle mellem objektfarver (ikke-lysende, overfladefarver såsom maling og belægninger). Den understreger brugen af lige langt fra hinanden beliggende farverum, hvor lige langt fra hinanden beliggende farver svarer bedre til de opfattede farveforskelle. Dokumentet indeholder tre anbefalede kriterier for sådanne beregninger (beskrevet i de informative bilag):
I mange år har vores organisation, med sit kompetente og erfarne personale, forstået sine kunders behov, leveret de avancerede testtjenester, de har brug for, og hjulpet med etablering, implementering og forbedring af ledelsessystemer. Inden for denne ramme leverer vi også testtjenester i overensstemmelse med standarden "EN ISO 18314 Analytisk farvemåling".
