ISO 19252 Plast - Bestemmelse af ridseegenskaber

Standarden “ISO 19252 Plast - Bestemmelse af ridseegenskaber” udgivet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) beskriver en metode til bestemmelse af ridseegenskaberne af plast under definerede forhold. Denne metode involverer at skabe en ridse ved at bevæge et stift værktøj (ridsespids) med en specificeret geometri langs overfladen af ​​en testprøve under specificerede belastnings- og hastighedsforhold og derefter evaluere resultatet.

Denne metode bruges til at undersøge opførslen af ​​specificerede prøvetyper under definerede ridseforhold og til at klassificere prøvernes ridsetyper inden for de begrænsninger, der findes i testforholdene. Det kan også bruges til at bestemme sammenlignende data for forskellige materialetyper ved hjælp af et ridsekort, hvor typerne af ridseadfærd for hvert sæt af testbelastnings- og testhastighedsbetingelser bestemmes ved hjælp af den grundlæggende metode med konstant belastningsprøvning og også ved hjælp af den pseudokritiske normalbelastning bestemt ved hjælp af den alternative metode med lineært stigende belastningsprøvning.

Denne metode er egnet til brug med ubelagte og upolerede termoplastiske støbematerialer og termohærdende støbematerialer. Den specificerer også de foretrukne dimensioner og den foretrukne geometri for ridsespidsen til testprøven.

I denne standard gælder følgende termer og definitioner.

• En ridse refererer til den skade, der forårsages af et hårdt værktøj (ridsespids), når det bevæges hen over overfladen af ​​en testprøve under specificerede betingelser for spidsgeometri, testbelastning og testhastighed. Begrebet overflade, der anvendes i denne definition, refererer til den makroskopiske overflade, ikke den mikroskopiske testoverflade.
• Testbelastning refererer til den skematiske repræsentation af den ridsebelastning, der påføres vinkelret på testprøven af ​​ridsespidsen under testen.
• Testhastighed refererer til den relative forskydningshastighed mellem ridsespidsen og testprøven under testen.
• Ridsekraften er den vandrette kraft mellem ridsespidsen og testprøven på et hvilket som helst tidspunkt under testen.
• Skrabespidsforskydning er den lodrette forskydning af skrabespidsen i forhold til testprøvens overflade på et hvilket som helst tidspunkt under testen.
• Ridseafstanden er den vandrette afstand, som ridsespidsen tilbagelægger i forhold til testprøven på et hvilket som helst tidspunkt under testen.
• Linjeadfærd er den type deformation af materialet under påvirkning af linjespidsen. Ridseadfærd er opdelt i tre typer: pløjning, kilening og klipning.
• I ridseadfærden er modstanden ridsekraften under testen, og ridsespidsens forskydning er konstant langs ridseafstanden. Ridsens overflade er glat langs hele dens længde i stedet for ru. Et lille, iboende niveau af episodisk signaloscillation (mindre end 3 N i linjekraft og 10 µm i spidsforskydning) er acceptabelt.
• Kiling er en ridseadfærd, hvor ridsekraften eller ridsespidsens forskydning oscillerer, hvilket resulterer i en tilsvarende stigning i den faktiske afstand, som ridsespidsen tilbagelægger under testen. Den ridsede overflade udviser et kontinuerligt, savtakket eller kilelignende mønster, og der opstår stick-slip.
• Forskydning er den ridseadfærd, hvor ridsekraften eller ridsespidsens forskydning varierer tilfældigt, hvilket resulterer i en tilsvarende stigning i den faktiske afstand, som ridsespidsen tilbagelægger under testen. Under testen skæres der spåner af overfladen.
• Den kritiske normalbelastning er den minimale normalbelastning, hvor der opstår kilning eller forskydning (alt efter hvad der indtræffer først) ved en given testhastighed.

En standardprøve bedømmes med en stiv spids, der påfører en belastning vinkelret på prøven og bevæger sig i længderetningen langs overfladen med en konstant hastighed langs prøvens centerlinje. Under ridsningen måles og registreres den vandrette kraft mellem ridsespidsen og testprøven, den lodrette forskydning af ridsespidsen og ridseafstanden kontinuerligt. De således fremstillede diagrammer for ridsekraft/ridseafstand og spidsforskydning/ridseafstand beskriver testprøvens ridseadfærd.

Ved hjælp af den grundlæggende metode med konstant belastningstest kan typen af ​​ridseadfærd bestemmes for et sæt testbetingelser (belastning og hastighed) og udtrykkes som et såkaldt scratch map. Ved at bruge en alternativ metode til lineær forøgelse af belastningstesten kan den kritiske normalbelastning bestemmes ved en given testhastighed. Ændringer i hældningen eller pigge i ridsekraft-/ridseafstandskurven indikerer overgange fra én type ridseadfærd til en anden.

Som prøver anvendes universalprøver af type A som specificeret i ISO 3167-standarden. Prøver skal direkte sprøjtestøbes i overensstemmelse med ISO 294-1- eller ISO 10724-1-standarderne under de betingelser, der er defineret i den relevante standard for det undersøgte materiale. Prøver skal markeres korrekt uden for testområdet for at angive smeltens flyderetning, det specifikke hulrum, hvorfra prøven stammer (ved brug af en støbeform med flere hulrum), og den side af støbeformen, hvor en bestemt prøveflade dannes (hulrumspladeside eller side med fast plade). Nogle typer materialer kan udvise forskellig ridseadfærd afhængigt af overfladen af ​​den testede prøve eller smeltens flyderetning. Det er vigtigt, at alle forhold kontrolleres nøje under prøveforberedelsen for at sikre, at alle testprøver er i samme stand.

Testprøverne må ikke bøjes. Overflader og kanter skal være fri for ridser, buler, fordybninger, grater og andre defekter. Prøveemnerne skal kontrolleres for overholdelse af disse krav ved visuel observation med lige kanter, firkanter og flade plader og ved at måle dimensionerne (tykkelse og bredde) af parallelepipedumsektionen til nærmeste 0,01 mm. Prøver, der viser målbare eller observerbare afvigelser fra et af disse krav, skal afvises. For sprøjtestøbte prøver er det ikke nødvendigt at måle dimensionerne af hver prøve. Det er tilstrækkeligt at måle én prøve fra hvert sæt. Når der anvendes forme med flere hulrum, måles dimensionerne af én prøve fra hvert hulrum. Hvis størrelsesforskellen mellem formhulrummene er mere end 0,02 mm, skal prøver fra hvert hulrum behandles som forskellige batcher.

For at bestemme typen af ​​ridseadfærd kræves der en enkelt prøve for hvert sæt testbetingelser, hvis kun én type ridseadfærd forekommer under en enkelt test. Hvis der opstår mere end én type ridser under en enkelt test, kræves der tre prøver for hvert sæt af testbetingelser. For at få et scratch map anbefales det at bruge mindst 25 forskellige sæt testbetingelser (f.eks. fem forskellige konstante testbelastninger og fem forskellige testhastigheder). For at bestemme den kritiske normalbelastning kræves der tre prøveemner for hvert sæt af testbetingelser, dvs. for hver testhastighed.

Medmindre andet er angivet i den relevante standard eller aftalt mellem de relevante parter, skal prøverne konditioneres i mindst 291 timer i en af ​​de standardatmosfærer, der er specificeret i ISO 16-standarden.

Vores organisation, som i årevis har forsøgt at støtte virksomheder fra alle sektorer med en bred vifte af test-, måle-, analyse- og evalueringsstudier, har et stærkt personale, der nøje følger udviklingen i verden inden for videnskab og teknologi og konstant forbedrer sig selv. I denne sammenhæng leveres der også testtjenester til virksomheder i overensstemmelse med standarden “ISO 19252 Plast - Bestemmelse af ridseegenskaber”.