
ISO 489 Plastics - Bestemmelse af brydningsindeksstandarden, udgivet af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO), beskriver to testmetoder, der bruges til at bestemme brydningsindekset for plast:

Brydningsindeks er en fundamental egenskab, der kan bruges til at kontrollere renhed og sammensætning, identificere materialer og designe optiske komponenter. Variationen af brydningsindeks med temperaturen kan give en indikation af materialers overgangspunkter.
Forberedelse af testprøver:
For maksimal nøjagtighed skal overfladen af testprøven, der er i kontakt med prismet (målefladen), være optisk flad og velpoleret. Grater fra skæring eller eventuelle forurenende stoffer, der har klæbet sig til prøven, skal fjernes. Tilfredsstillende kontakt mellem prøven og prismet angives ved, at skillelinjen mellem okularfeltets lyse og mørke halvdele fremstår skarp og lige. Prøvens kant (vinkelret på den første) skal være optisk flad og forholdsvis velpoleret. De to polerede overflader skal krydse hinanden langs en skarp linje uden skrå eller afrundede kanter. For filmprøver skal tykkelsen være den faktiske filmtykkelse.
For ark eller film kræves fem prøver. For pulver, pellets og granulat kræves en tilstrækkelig mængde prøver til at udføre fem målinger.
Medmindre andet er angivet i den relevante materialespecifikation, skal prøverne konditioneres i mindst 88 timer før testning ved en temperatur på 23 grader ± 2 grader Celsius og en relativ luftfugtighed på 50 procent ± 5 procent i overensstemmelse med ISO 291. Testapparatet skal opstilles i et miljø, der holdes ved en temperatur på 23 grader ± 2 grader Celsius og en relativ luftfugtighed på 50 procent ± 5 procent.
Kort sagt falder ISO 489-standarden ind under kategorien plastprøvning (ICS 83.080.01) og er meget anvendt inden for materialevidenskab, kvalitetskontrol og fremstilling af plastprodukter.
Brydningsindekset måler, hvor meget lys bøjer, når det passerer gennem et materiale fra et vakuum (eller luft). Det defineres som forholdet mellem lysets hastighed i et vakuum og lysets hastighed i materialet. Denne egenskab er meget vigtig for plast, fordi den hjælper med:
Et højere brydningsindeks betyder generelt en større evne til at bøje lys, hvilket indirekte kan påvirke gennemsigtighed, farve og endda mekaniske egenskaber.
Denne standard specificerer to grundlæggende testmetoder til bestemmelse af brydningsindekset:
Prøven skal have en flad, poleret overflade for kontakt med refraktometerprismet. Monokromatisk lys (f.eks. natrium D-linje ved 589 nm) anvendes generelt til følsomhed.
Begge metoder anbefaler kontrollerede forhold (f.eks. temperatur i henhold til ISO 291-standarden) og rapporterer resultater med fire decimaler for nøjagtighed.
I industrien sikrer overholdelse af ISO 489-standarden ensartet materialekarakterisering. Den bruges som reference i datablade fra leverandører (og laboratorier, der leverer testtjenester). For eksempel er den afgørende for at verificere optisk plast til briller, vinduer eller elektroniske displays. ISO 489-standarden spiller en stille, men afgørende rolle i udviklingen af pålidelige plastmaterialer til hverdagsprodukter.
I mange år har vores organisation, med sit kompetente og erfarne personale, forstået sine kunders behov, leveret de avancerede testtjenester, de har brug for, og hjulpet dem med etablering, implementering og forbedring af ledelsessystemer. Inden for denne ramme leverer vi også testtjenester til virksomheder i overensstemmelse med standarden "ISO 489 Plast - Bestemmelse af brydningsindeks".
