Vindbelastningstest

Grundlæggende er vindtunneltests mål for præstationsbaserede designkriterier. Formålet med strukturel vindbelastning er at bestemme de fundament- og sidevindkræfter, der vil virke på en bygning før opførelse. Generelt gælder det, at jo højere vindbelastningen er, jo flere byggematerialer kræves der for at sætte strukturen i stand til at modstå disse vindkræfter. Det er blevet verificeret, at de faktiske vindbelastninger er meget lavere end dem, der er bestemt ved en kodebaseret tilgang. Derfor giver vindtunneltest mulighed for en reduktion i materialer og deres tilknyttede omkostninger.

Det er blevet fastslået, at en målbar reduktion i vindbelastninger (omkring 40 procent i gennemsnit) kan opnås gennem vindtunneltest, og belastningsreduktioner kan nogle gange være endnu større.

For den generelle strukturelle udformning af bygninger er vindbelastninger opdelt i to grupper:

• Lodrette belastninger, såsom vægten af ​​selve konstruktionen (dvs. dødlast) eller vægten af ​​bygningens indhold (dvs. levende belastninger), styrer ofte udformningen af ​​plader og søjler
• Sidelaster, såsom vindlaster, styrer generelt udformningen af ​​kernen og eventuelle forskydningsvægge.

Begge disse kan udgøre en væsentlig del af bygningsmassen.

For høje bygninger har vind en væsentlig indflydelse på bygningsdesign. For lave bygninger er lodrette belastninger normalt vigtigere, selvom det ikke altid er tilfældet.

I standarden "EN 1991-1-4 Actions on structures - Part 1-4: General actions - Wind actions", en europæisk standard, er principperne for bestemmelse af naturlige vindeffekter til den strukturelle udformning af bygnings- og anlægsarbejder. forudsat for hvert af de betragtede belastede områder, og reglerne er forklaret. Dette omfatter hele konstruktionen eller dele af konstruktionen eller elementer, der er fastgjort til konstruktionen, såsom komponenter, afdækningsenheder og deres fastgørelser, sikkerheds- og støjskærme.

Denne standard gælder for:

• Bygninger og anlægsarbejder op til 300 m høje
• Broer med en spændvidde større end 200 m

Denne standard har til formål at forudsige karakteristiske vindeffekter på landbaserede strukturer, deres komponenter og udvidelser.

Denne standard gælder også for strukturer mindre end 1 km offshore fra hovedkysten. For strukturer offshore mere end 1 km fra hovedkystlinjen gælder terrænpåvirkninger defineret i denne standard ikke.

Denne standard giver ikke vejledning om blandede vindklimaer såsom ikke-synoptiske vinde, f.eks. stormvind, mikrovind, tornadoer, og hvordan der tages højde for lokale effekter, f.eks. Giver ikke vejledning vedr.

Denne standard omhandler forenklede procedurer for dynamiske effekter, for det meste baseret på antagelsen om en dominerende unimodal respons. Generelle kriterier for at udføre en fuld dynamisk analyse under aerodynamisk excitation ligger uden for denne standards rammer. Ligeledes ligger vindtrykseffekter fra forbipasserende køretøjer uden for denne standards anvendelsesområde. For vindpåvirkning af passerende tog gælder EN 1991-2 standarden.

I forbindelse med denne standard gælder følgende definitioner, såvel som termerne og definitionerne i EN 1990, ISO 2394, ISO 3898 og ISO 8930.

• Den faktiske basisvindhastighed er den karakteristiske 10-minutters gennemsnitsvindhastighed.
• Basisvindhastigheden er den faktiske basisvindhastighed ændret for at tage højde for den årlige sandsynlighed for overskridelse, vindretning, årstid og højde (hvis nødvendigt).
• Middelvindhastighed er basisvindhastigheden, der er ændret for at tage højde for virkningen af ​​terrænets ruhed og højde over havets overflade.
• Toppfaktoren for turbulens er den faktor, der svarer til en vindvarighed på cirka 3 sekunder, hvilket svarer til standardiserede vindvarigheder på vejrstationer.
• Trykkoefficient er den koefficient, der giver trykket på overfladerne af bygninger eller anlægsarbejder. Eksterne trykkoefficienter påføres udvendige overflader, interne trykkoefficienter påføres indvendige overflader.
• Nettotrykskoefficienten er den koefficient, der tager højde for trykforskellen over en overflade.
• Kraftkoefficient er den koefficient, der tager højde for den overordnede effekt eller effekt pr. vindlængdeenhed på en struktur, et strukturelt element eller en komponent, inklusive friktion, hvis det ikke specifikt er udelukket.
• Friktionskoefficienten er den koefficient, der tager højde for virkningerne af vindfriktion på bygningers og konstruktioners ydre overflader.
• Baggrundsresponsfaktoren er den faktor, der tillader manglen på fuld korrelation af tryk ved strukturelle overflader.

Blandt de talrige test-, måling-, analyse- og evalueringsundersøgelser, den leverer til virksomheder i forskellige sektorer, leverer vores organisation også vindbelastningstesttjenester med sit uddannede og ekspert personale og avanceret teknologisk udstyr.